Pernille Bjørn ansat som professor på DIKU 1. maj 2015. – Københavns Universitet

Datalogisk Institut, DIKU > Nyheder > DIKU-nyheder 2015 > Pernille Bjørn ansat s...

04. maj 2015

Pernille Bjørn ansat som professor på DIKU 1. maj 2015.

navnenyt

Den 1. maj 2015 tiltræder Pernille Bjørn et professorat på DIKU inden for forskningsfeltet Computer-Supported Cooperative Work (CSCW). Pernille bliver en del af DIKUs sektion‘Human-Centered Computing’ (HCC).

CSCW er et tværfagligt forskningsfelt inden for datalogien, der har til formål at undersøge de grundlæggende nuancer i samarbejde med henblik på at designe kollaborative IT-systemer.

Pernille forsker primært i, hvordan personer i komplekse organisationer samarbejder, og i hvordan man udvikler koncepter der kan forklare de grundlæggende strukturer i samarbejde med henblik på design af samarbejdsteknologier.

Hun har gennemført etnografiske studier af samarbejdssituationer på en lang række felter, herunder i sundhedssektoren, i ingeniørbranchen og inden for softwareudvikling. Disse studier har haft indflydelse på den konkrete udvikling af teknologier til at understøtte af disse samarbejdsformer.

Pernille kommer fra en stilling som lektor på IT Universitetet i København (ITU) (ansat siden 2008), hvor hun  har ledet forskergruppen Technologies in Practice. Pernille har desuden i en længere periode været gæsteforsker på University of California, Irvine hvor hun spillede en aktiv rolle i ISTC center for research on social computing. 

Derudover har hun været gæsteforsker på Indian Institute of Management, Bangalore, Indien, og post doc på Simon Fraser University, British Columbia, Canada. Pernille fik sin PhD i Datalogi i 2006, ovenpå hendes'  cand.mag i Datalogi og Pædagogik begge fra Roskilde Universitet (RUC). 

Pernille holder tiltrædelsesforelæsning 11. juni 2015 i DIKUs HCC-sektion på KUA.