Portræt: Mød Carsten Gomard på DIKU Alumnedag – Københavns Universitet

Datalogisk Institut, DIKU > Nyheder > DIKU-nyheder 2015 > Portræt: Mød Carsten G...

08. september 2015

Portræt: Mød Carsten Gomard på DIKU Alumnedag

Carsten Gomard

Carsten Gomard, Co-founder, Partner og Chairman i Netcompany.


- Da jeg første gang var rusvejleder i 1985 opførte en gruppe af nye studerende et lille dukketeater, hvor hovedpointen var, at erhvervslivet – symboliseret ved en meget grim dukke – gennemførte et unævneligt og givetvis smertefuldt seksuelt misbrug af en uskyldig og nuttet dukke, nemlig universitetet.

Få år før sang DIKU-revyen uimodståeligt om en verden, der ”bliver styret af dataloger". Der er sket rigtig meget siden den gang – heldigvis! For det er nemlig helt fantastisk, hvad datalogi kan bruges til i den virkelige verden.


Baggrund

På DIKU var Carsten Gomard en del af Neil Jones’ forskningsgruppe i programmeringssprog og blev kandidat i 1989. En ph.d. i datalogi fra Københavns Universitet fulgte efter i 1991. Herefter tilbragte han en række år i internationale konsulentvirksomheder, Andersen Consulting og A.T.Kearney, hvorefter han var med til at stifte Netcompany i 2000, hvor han i en årrække har været adm. direktør. Idag er Carsten Gomard formand for Netcompanys bestyrelse.

Du kan møde Carsten Gomard på DIKU Alumnedag 2015, hvor han vil fortælle om det oftest stillede spørgsmål: ”Hvad er hemmeligheden bag Netcompany?". I foredraget vil han forklare, hvilke ingredienser, der indgår i trylledrikken.