DATALOGI = jobsikkerhed, hackerhygge og praktisk viden – Københavns Universitet

Datalogisk Institut, DIKU > Nyheder > DIKU-nyheder 2015 > DATALOGI = jobsikkerhe...

20. maj 2015

DATALOGI = jobsikkerhed, hackerhygge og praktisk viden

Studievalg

It er ikke til at komme udenom - hverken nu eller i fremtiden. Med en datalogiuddannelse fra KU i bagagen får du både jobsikkerhed, en af Danmarks højeste startlønninger og mulighed for at arbejde med det, der interesserer dig - og så kommer du til at have det sjovt, mens du studerer!

Den humanistiske datalogistuderende


Camilla læser datalogi på 3. år og drømmer om at blive projektleder. Derfor skriver hun nu bachelorprojekt om offentlige it-brølere. Hvorfor går så mange offentlige it-projekter over budget, over deadline og ender måske ligefrem med at blive skrottet? Camillas konklusion er klar:

Projektlederne har en tendens til ikke at have tilstrækkelig teknisk forståelse for, hvad et stort it-projekt kræver.”

Derfor er Camilla glad for sit studie, som går i dybden med datalogien.

Jeg er lidt en humanistisk datalog. Jeg går mere op i webudvikling, brugerfladedesign og projektledelse end datalogiens kernediscipliner som fx algoritmik, programmeringssprog og bit-repræsentationer. Men nu kan jeg for alvor se, hvor vigtig en viden jeg har fået. Projektledere har jo også brug for at vide, hvad der skal til for, at et projekt kan komme i hus.

Når datalogien er en konkurrencesport

På DIKU, som KUs institut for datalogi populært kaldes, er der stolte traditioner for konkurrenceprogrammering blandt de studerende. Ved det seneste DM i programmering i 2014 kom over halvdelen af deltagerne fra DIKU. Samme år blev vinderne for 4. gang DIKU-holdet, Lambdabamserne, som endda har klaret sig så godt i internationale datalogikonkurrencer, at de nu, som det eneste danske hold nogensinde, skal med til VM i programmering i Marokko i maj! 

Men hvorfor hitter datalogi på konkurrenceplan sådan? Søren Dahlgaard og Mathias Tejs stiftede sammen Lambdabamserne i 2010. De lægger vægt på, at konkurrencerne udfordrer én med spændende problemer, samtidig med at de giver anledning til at hygge sig med venner fra studiet og lære nye mennesker at kende. Og hvis man bliver dygtig nok, kan man også deltage i internationale konkurrencer og på den måde komme ud at se verden.

KU’s hackerforening kommer verden rundt

Hacking går ud på at finde svagheder i et computersystem og udnytte dem til at skaffe sig adgang. Hackerholdet Pwnies, der består af datalogistuderende på KU, deltager ofte i hacking-konkurrencer, som de rejser verden rundt for at deltage i. Pwnies er så seje til at hacke, at de ligger stabilt i top-5 af verdensranglisten.

“Når vi hacker, er det for at vinde over andre deltagere i konkurrencer ved at trænge ind på et system, de skal beskytte”, fortæller Mathias Svensson, formand for Pwnies.

Interessen for hacking har derudover gjort medlemmerne af Pwnies til rene it-sikkerhedseksperter.

“Den bedste måde at beskytte computersystemer på, er at lære sig at bryde ind i dem”, mener Kristoffer.

Pwnies tager sig ofte til hovedet over hvor usikre løsninger, firmaer kan finde på at udbyde. Sådanne fejl kommer de med garanti ikke selv til at begå som færdige dataloger, når de – formentlig – skal ud og arbejde som it-sikkerhedseksperter.